Projekter

I GRF-Kildemarken arbejder bestyrelsen med en rullende og langsigtet plan for vedligeholdelse og udvikling af området. Området omfatter ca. 30.000 m2 grønne områder og alle boligvejene i området. Det er derfor nødvendigt at planlægge de næste mange år frem, af hensyn til foreningens økonomi.

Herunder kan du følge nogle af de projekter som vi er i gang med, eller som er planlagt. Har du spørgsmål eller forslag til projekter, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen. Du finder vores kontakt oplysninger her: Bestyrelsen

Renovering af belægning på boligveje

Af: Jens Villumsen.
Vejbelægningen på de fleste af boligvejene er efterhånden i dårlig stand. Grundlæggende skyldes det at belægningen fra start, ikke er udført på en måde der gør at den kan holde til den trafikmængde som vi har i dag.
Der er sket en stor udvikling i trafikmønstret fra lokalplanen blev godkendt og til i dag. Blandt andet har vi fået flere private biler, varebiler og lastbiler, der benytter boligvejene.

Det er tanken at boligvejene vil blive renoveret over en 10-15 årig periode, startende fra 2022. Det er det største, dyreste og mest komplekse projekt til dato i foreningens historie. Et estimat på omkostningerne er ca. 12-14 millioner kr. Der er mange parametre der skal tages stilling til, f.eks. type af vejbelægning. Desuden vil det jo give forstyrrelser af trafikken i området, hvor alle med et ærende i området vil blive berørt i et givent omfang.
Et andet hensyn er at der på vejene er installationer som kloak, kabler, ledninger, vejbelysning og andet, som ikke ejes af grundejerforeningen. Derfor skal der koordineres med mange parter.
Økonomien i projektet, gør det nødvendigt at arbejde med en løbende kontingent forhøjelse over de kommende år.

Der vil løbende komme yderligere oplysninger om dette projekt, både her på siden og på de kommende generalforsamlinger.

Biodiversitetsprojektet

Se projektets egen side her: https://www.grf-kildemarken.dk/biodiversitetsprojektet/

Parkeringsforhold

Af: Jens Villumsen.
Man kan vist godt kalde parkeringssituationen i området for: “Den gotiske knude uden umiddelbar løsning”. Der er kort og godt for få parkeringsmuligheder. Dette afstedkommer ofte problemer med f.eks. renovationsbiler som ikke kan komme frem på vejene. Dårligt udsyn ved udkørsel fra parkeringspladser m.m.
Igen er vi underlagt en lokalplan der efterhånden har en del år på bagen og ikke har taget højde for tidens udvikling.
Bestyrelsen gennemgår løbende mulighederne for at løse problemerne, men det er bestemt ikke let. Vi kan kun henstille til alle der parkerer i området om at forsøge at tænke sig om. Kan du parkere på en måde der generer andre mindst muligt og gør det lettere for andre at komme frem, vil det være en stor hjælp.

Kommunikationsstrategi

Af: Jens Villumsen.
Bestyrelsen ønsker at kommunikere digitalt med medlemmerne, ved hjælp af hjemmesiden, Facebook grupper samt eventuelt udsendelse af nyhedsmail. På nuværende tidspunkt har vi ikke mulighed for at udsende nyhedsmail til interesserede medlemmer og medlemmernes mail adresser er ikke registreret. Der arbejdes derfor på muligheden for at få et system, der gør det let for medlemmerne at tilmelde sig en nyhedsservice via mail.
Vi skal sikre os at vi overholder GDPR reglerne.